Kirkens historie

Hjortshøj kirke er et naturligt samlingspunkt i Hjortshøj, og danner dagligt ramme om mange forskellige aktiviteter. Men den gamle kirke fra middelalderen er også et stykke levende historie, hvor der er blevet bygget til, ændret og renoveret helt frem til i dag. Og kirkebygningen vidner om de mennesker, der har præget den.

Kirkens ældste del, skibet, stammer fra 1100-tallet. Men i senmiddelalderen undergik den romanske kirke en stor ombygning, hvor blandt andet koret og skibet blev bygget sammen. Før reformationen var dét meget usædvanligt. Årstallet, 1492, kan stadig ses på en hvælving inde i kirken.

Herunder kan du læse mere om middelalderkirken. Du kan også læse om dåbsfadet og prædikestolen, med den personlige påmindelse til præsten, om alteret, og om, hvad der engang har stået, der, hvor orglet står i dag. Det – og mere endnu, fra kirkens lange historie.

 


En middelalderkirke

Hjortshøj Kirke er i sine grundbestanddele en romansk kampestenskirke. Koret og skibet stammer fra 1100-tallet. Den ældste del af kirken er skibet, som man regner med, det tog 2-3 år at bygge. Borgerne samlede stenene og tilkaldte så håndværkere, der kom og opførte den. Kun de sten, der skulle bruges til hjørner blev hugget til. I konstruktionen kan der stadig ses detaljer af fint tilhugne granitblokke.

Et af de oprindelige vinduer ses udvendig i nord, overliggeren er hugget ud af en sten. Tre andre overliggere er brugt i våbenhusets sokkel. I nord kan man også se spor af kvindedøren.

Oprindeligt var kirken et firkantet rum med træloft. Der var kun bænke langs væggene, fordi alle, som kunne, stod op under gudstjenesten. I midten, tæt ved indgangen, stod døbefonten. Den er stadig i anvendelse, men er blevet flyttet ind i koret, tættere ved alteret. Der var en indgang til kvinderne i nordsiden, og en til mændene i sydsiden, hvoraf den sidstnævnte er bevaret.

Døbefonten er på alder med kirken. Det er en løvefont, som der findes mange af specielt i Østjylland. På hver side er der to løver med et menneskeansigt imellem. Desuden er der af andre figurer en due, en påfugl, en grif og andre, som er svære at bestemme.


 

En sjælden ombygning

På en af hvælvingerne ser man årstallet 1492. Det kan ligne, at der snarere står 1922, men det gør der ikke; skrivemåden var dengang anderledes. I det år, 1492, havde kirken gennemgået en større ombygning i gotisk stil. Koret blev brudt ned, og kirken blev udvidet mod øst i fuld bredde. Kragstenene fra korbuen blev anvendt i kirkens sokkel. Samtidig blev der bygget hvælvinger og våbenhus og tårn af munkesten.

Kirkens vestgavl blev gennembrudt og afsluttet med en spidsbue. Teglstenene i tårnet blev suppleret med kvadre fra vestgavlen. I tårnets vestgavl har man desuden genbrugt en gravsten, som er smykket med et processionskors.

 

Man fjernede faktisk næsten alt, på nær nord- og sydvæggene og byggede kor og skib i eet. Det vil sige uden den traditionelle korbue eller - væg. Det var ret usædvanligt, at man valgte denne løsning. Denne byggeform blev først almindelig efter reformationen, idet man på denne måde udtrykte ønsket om at knytte præst og menighed tættere sammen. At Hjortshøj kirke har fået denne form 40 år inden reformationen, kan skyldes praktiske, håndværksmæssige grunde. Eller der kan have været teologiske overvejelser forbundet med ændringen. I så fald har kirken haft en 'kættersk' præst.

Det romanske kor blev erstattet med en østlig forlængelse af skibet, afsluttet med et tresidet kor. Kor-polygonen er i kanterne udstyret med støttepiller, foroven afsluttet af røde teglsten. Vestgavlen blev gennembrudt og opførelsen af tårnet påbegyndt. Senerer opførtes det gotiske våbenhus i munkesten. Den lave, jernbundne kiste i koret menes at stamme fra 1400-tallet.


Altertavlen - den første præst

Altertavlen har indskriften: "Erasmus Sinningius Pastor Huius Ecclesiæ". Rasmus Gammelmand (Sinding), som har latiniseret sit navn, var kapellan ved Århus Domkirke og fungerede som præst i Hjortshøj til 1602. Indtil 1600-tallet blev Hjortshøj kirke hovedsageligt betjent af kapellaner fra Aarhus domkirke. Og Rasmus Gammelmand er den første præst, der har virket i Hjortshøj, som vi i dag kender navnet på.

Billederne på altertavlen stammer fra en istandsættelse i 1712, og midterbilledet, forestillende den lidende Kristus, er malet på lærred af P.A. Lüders i det 19. århundrede.  Billederne på siden af det centrale Kristus-billede forestiller henholdsvis Jesu gravlæggelse og - opstandelse. I billederne nedenunder skildres de fire evangelister i de lodrette billeder. Og fra venstre mod højre: En mirakuløs helbredelse, den sidste nadver, og til sidst en ”moderne” barnedåb fra tavlens samtid i det tidlige 18. århundrede.


Løbedegnenes stol - elever fra Aarhus

Ved indgangsdøren står den gamle degnestol fra 1600-tallet med mange navne skåret i pult og bænk. Hjortshøj kirke blev dengang betjent af såkaldte "løbedegne". Det var de ældste elever i den lærde skole i Aarhus, det vil sige Aarhus Katedralskole, som havde en indtægt ved at betjene de omliggende sogne med kirkesang og undervisning af børnene i kristendom. Først i 1700-tallet fik Hjortshøj sin egen degn, som boede i byen.

 


Epitafium en præstefamilie begravet i kirken

På nordvæggen hænger et såkaldt epitafium med maleri af Knud Eschesøn med familie, dateret 1672. Af inskriptionen fremgår, at Knud Eschesøn var sognepræst i Hjortshøj og Elev og kapellan i Egå fra 1657. I 1660 blev han gift med Anne Pedersdatter, som fødte ham 4 børn i løbet af 5 år. Knud Eschesøn døde i 1674. Da var tre af børnene allerede afgået ved døden, den sidste døde tre år senere. Familien Eschesøn er begravet i en gravhvælving under kirkens gulv, hvortil der ikke er adgang.

I våbenhuset står der en stor, oprejst gravsten. Fornem efter tidens forhold. Starten af teksten lyder: ”Her under hviler erlig og velact mand s Rasmus Sørensen barnefød udi Kanchbølle og døde der same sted...”. Rasmus Sørensen var en af de fremtrædende borgere, der anbefalede Knud Eschesøn (Eskesen) som efterfølger som præst efter faderen Eske Sørensen. Sogneboerne havde også dengang holdninger til, hvem deres præst var, og hvad han gjorde.


Dåbsfad og prædikestol - elsker du mig?   

Dåbsfadet har denne inskription: "1696 d. 29. Janu. er dette Døbe-Bæcken af H. Jens Vinding og hans Hustru Anne Pedersdatter for 4 SID indkjøbt og gifvet til Hjortz høy Kiercke". Jens Andersen Vinding var sognepræst i Hjortshøj, Egå og Elev 1674-1717.

Prædikestolen er skænket til kirken i 1682 af samme præstepar. Den er forsynet med mange skriftsteder, hvoraf en del er næsten ulæselige. Indvendig er der et billede af Jesus, der spørger: "Simon Jona Søn elsker du mig? ". Sætningen findes i Johannesevangeliet, kapitel 21 vers 16.

Billedets placering lader formode, at det skal opfattes som et samvittighedsspørgsmål til præsten, når han går på prædikestolen.

Øverst for enden af trappen på prædikestolen, er der skrevet flere bibel-citater, i gotisk skrift. I den moderne bibeloversættelse fra 1992 lyder  for  eksempel det øverste: ”Hvis du vandrer ad mine veje, og holder mine bud, skal du styre mit hus og vogte mine forgårde, og jeg giver dig adgang til at færdes blandt dem, der står her.” Zakarias’ Bog, kapitel 3 vers 7.

Den hvide due, som pryder prædikestolens ”loft” indvendigt, er et symbol på Helligånden.

 


Orglet – og kirkeejerens stol

Orglet er anbragt i den gamle herskabsstol fra den gang, kirken var i privat eje. I enevældens tid var det ikke ualmindeligt, at kirker i landsognene tilhørte godsejeren eller storbonden i området. For Hjortshøj kirkes vedkommende betød det typisk, at herskabsstolen var kirkestol for ejeren af gården Hjortshøjlund.

I 1788 ejedes kirken af Thomas Secher og Johanne Marie Mørk, som overtog kirken sammen med Hjortshøjlund i 1771. Herskabsstolen består af en bindingsværksbygning ud i tårnrummet, som er adskilt fra kirken med en bræddevæg, udsmykket med billeder af gravlæggelsen og opstandelsen.

Øverst oppe i treenighedens trekant skulle der have stået: 'Herren' som på epitafiet. Men det gør der ikke. Der er tale om en forvansket form af det hebraiske ord, måske på grund af malerens dårlige sprogkundskaber eller et utilstrækkeligt forlæg.

På kirkegården, mellem sognehusene og kirken, findes Secher-familiens gravsted, som vidner om deres tætte tilknytning til kirken.


Istandsættelser – og gaver til kirken

Den midterste lysekrone er skænket til kirken 7. maj 1707 af "gudelskeride Mø Ellen Rasmusdatter". Inskriptionen slutter med ordene: "Forbandet den, der tager den herfra". Og kirkeskibet Immanuel er skænket af menigheden i 1884.

I 1970 gennemgik kirken en omfattende istandsættelse. Blandt meget andet blev der her lagt trægulv under stolestaderne, og selve stolene blev repareret. Den hvide kalk på kirken blev pudset, flisebelægninen på gulvet ordnet og prædikestolen restaureret.

Og de to klokker i tårnet kom til i forlængelse af dette arbejde. De er støbt ved Alfred Paceard i Frankrig. Den største er anskaffet i 1974, den mindste er skænket til kirken i 1976 af Kristiane og Aksel Bojesen, som havde en gård i nærheden. Det fortælles, at Aksel Bojesen ytrede ønske om at give en gave til kirken. Den daværende præst, Jens Gottlieb, foreslog en ny klokke. En sådan kostede mange penge, men Aksel Bojesen indvilgede uden betænkningstid. Aksel Bojesen, som levede længere end Kristiane, testamenterede siden alt, hvad han ejede, til forskønnelse af Hjortshøj kirke. Aksel og Kristiane Bojesen ligger i dag begravede på kirkegården tæt ved kirken.

I 2010 blev den nye sognesal overfor den gamle skolebygning bygget, også med midler fra den fond, Aksel Bojesen oprettede. Og nybyggeriet fortsatte, idet selve kirken blev grundigt renoveret i 2013. Her blev der særligt arbejdet med de elektriske installationer og varmeanlæggene.

På urnekirkegården nord for kirken står et monument af billedhuggeren Erik Heide.


Læs kirkebladet


Lutherstafet 2017


Musik

forår 2017


Følg os på Facebook