Du er her: 
onsdag30jan2019

Samtalesalon om kærlighed

onsdag30jan2019 kl. 19:30 - 21:30

Ved Anne Marie Pahuus

Der er begrænset deltagerantal, og tilmelding via mail til morten@skovsted.dk er derfor nødvendig (og bindende for ikke at tage pladser op for andre).  

Det koster 50 kr. at deltage. Man kan betale på dagen kontant eller med Mobile Pay. 

Kærlighed mellem mennesker har mange former. To af de vigtigste er forældre-barn-kærligheden på den ene side og den lidenskabelige kønskærlighed på den anden side. Fælles for dem er inderligheden, nærheden. Dem, vi holder af, kommer og går ikke bare i vores liv. De er uerstatteligt dyrebare, og vi lever forbundet med dem i en grad, hvor det kan være svært at tænke på andet, hvis nogle af ens elskede nære lider. Ting kan også være dyrebare, men forskellen mellem den uerstattelige tings betydning og uerstatteligheden ved et menneske består i, at det er hele vores verden, der bestemmes med et menneskes værdi, og som går under med det unikke menneskes forsvinden, mens ting kan være nok så kulturelt enestående og historiske vidnesbyrd om mennesker, der har levet, men aldrig tager al verdens farve med sig, hvis de ødelægges. 

Kærligheden er uerstattelighedens vigtigste medium. At der er nogen, der finder, at man er dyrebar, kær og absolut værd at holde af eller bare almindeligt elskelig er betingelsen for at blive et menneske, der kender sit eget værd. Uden kærlig omsorg kommer man aldrig til at føle sig hjemme mellem mennesker. Ensomheden bliver uovervindelig. Men ligesom man ikke bør binde sig så meget til en ting, at man aldrig formår at skille sig af med den, tvinges man indimellem til at give slip på dem, man holder af og har bundet sig til i kærlighed. Ikke for helt at slippe dem af syne, men for at give dem fri til uafhængighed. 

Det kræver øvelse, både at skille sig af med ting, men også f.eks. at flytte ud af børnenes liv, når de flytter hjemmefra. Ligesom det kan kræve, at man tager sig i at ville eje, hvis kæresten skal have lov til at være anderledes end det, man har vænnet sig til. Det er ikke en øvelse, hvor man f.eks. kæmper sig frem til en mere neutral rolle i sine børns liv eller en øvelse i at eksperimentere med nye partnere, men en øvelse, hvor man virkeligt stoler på, at det dyrebare, man selv hele tiden får øje på hos ens børn, og som man næsten tror at være skyld i hos den elskede, at det faktisk kan blive synligt for andre mennesker også. Man må – af kærlighed - give børnene lov at elske og håbe på, at der er nogen, som møder dem med venlighed, accept og åbenhed. Og man må af kærlighed give partneren lov at være lige så ny som livet selv. Det værdifulde hos den anden er ikke kun uerstatteligt i mit liv, men tilhører den anden - og kan dog kun vise sig, hvis det ses på med den største venlighed, ja måske endda med guddommelig mildhed.