Du er her: 
søndag11aug2019

Gudstjeneste og salmedag

søndag11aug2019 kl. 11:00 - 16:00

v. Morten Skovsted

Den 10. august 1569 udkom Hans Thomissøns Psalmebog, som var den første officielle salmebog i Danmark. Der havde været adskillige småudgivelser forud for den i kølvandet på reformationen, men nu blev det samlet og autoriseret, endda med melodier til. I 150 år lå Thomissøns salmebog på alteret i alle landets kirker og var den eneste tilladte salmebog.

I 2019 er det 450 år siden, at bogen udkom, og vi er en flok mærkelige mennesker, der synes, at det en fejring værd! Derfor laver vi - samen med salmenetværket Syng Nyt - en lille salmedag, søndag d. 11. august med følgende program: Først gudstjeneste kl. 11 efterfulgt af en god kirkefrokost i sognegården. Derefter to korte foredrag, først ved sognepræst og salmehistoriker Peter Noer, der vil præsentere hovedtræk fra salmebogens fødselshistorie og udvikling som åndelig håndbog. Han skriver: ”Salmebogen er en ikoniske skat: Den er et vindue ind i den åndelige verden og har en særlig plads i bevidstheden hos de fleste danskere gennem tiderne.” Peter Noer vil medbringe en række meget smukke og interessante salmebøger fra sin og hustruens unikke salmebogssamling. Blandt de salmebøger som medbringes, vil der bl.a. være et af de meget sjældne eksemplarer af netop Hans Thomissøns Salmebog fra 1569.

Efter det historiske oplæg vil undertegnede komme med et par fremtidsperspektiver under overskriften ”Har vi en fælles salmebog i 2069?” Vi slutter med at drikke en kop kaffe og gå til søndagskoncert i kirken, der også vil have de 450 års salmehistorie som musikalsk omdrejningspunkt. Se omtalen af koncerten andetsteds i Kirkebladet. Morten Skovsted