Du er her: 
onsdag25nov2020

Samtalesalon - UDSOLGT

onsdag25nov2020 kl. 19:30 - 21:30

Natur - ved Rasmus Ejrnæs    

Verden forandrer sig hele tiden. Nogen gange går det så voldsomt for sig at man mærker historiens vingesus - som nu i 2020 under den globale Corona-pandemi. Og måske mærker man usikkerheden over om verden nogensinde bliver helt sig selv igen. Da er det godt at tilbringe noget tid i naturen, og man behøver endda ikke gå så langt.

Ude i haven folder æbletræet sine rosa blomsterknopper ud, og straks besøges de af jordhumler og rødpelsede jordbier. Gransangeren synger sit tjif-tjaf og pindsvinet pusler i kvasbunken. Men selvom naturen på en måde er som den altid har været, så forandrer naturen sig også og en meget stor del af disse forandringerne bærer menneskehedens stempel.

Det er vores handlinger, som har ført til udryddelsen af verdens store vilde dyr. Det er vores handlinger, som har ført til udryddelsen af et dusin dagsommerfugle fra Danmark alene de sidste 100 år. Og tænk på alle de vilde blomster man kunne se omkring Hjortshøj i år 1800, men som ikke findes her længere! Hvordan kunne det dog gå så galt?

For at forstå det, må vi bruge en tidsmaskine, som kan bringe os tilbage til en grotte med hulemalerier i Sydfrankrig, og vi må dykke ned i 1. mosebog for at forstå, hvordan idyllen i Paradisets Have blev brudt. Og hele denne fortælling kan gøre os meget klogere på værdien af en rig natur og hvordan man selv kan gøre en forskel i sin egen have.

Rasmus Ejrnæs er seniorforsker i biologi ved Aarhus Universitet og tillige forfatter og radiovært på naturprogrammet Vildspor på Radio4 – og så bor han i Hjortshøj