Du er her: 

Sognerejse 2018

I det foregående kirkeblad omtalte vi den kommende sognerejse 13. - 17. juni 2018 til Luther-byerne Wittenberg, Erfurt, Eisenach og Wartburg, og nu bliver det muligt at tilmelde sig. Læs programmet her.

Der er rigtig mange, der har udtrykt interesse for turen, og derfor åbner vi for tilmelding torsdag d. 7. december kl. præcis 20.00 via e-mail til: morten@skovsted.dk. Hvis man ikke har adgang til mail, kan man ringe til undertegnede på 86220230. 

Hvis ikke man tilmelder sig som par, må man gerne oplyse, om man ønsker enkeltværelse eller delt dobbeltværelse, og i så fald om der er navngivne personer, man kunne forestille sig at dele værelse med.   

Når man tilmelder sig kommer man på den magiske mailing-listen, og vi vil da, når de 40 pladser er besat, eller senest lige efter nytår kontakte de tilmeldte med helt præcise oplysninger om indbetaling af depositum o.l.  

Vi vil også indkalde til en orienterings- og hyggeaften i sognegården onsdag d. 24. januar kl. 19.30.  

I forhold til den forrige omtalte er rejsen blevet en smule dyrere, fordi vi har besluttet at inkludere aftensmad på hotellet i Wittenberg. Desuden agter vi at bestille fælles spisning i Erfurt.  

Pris pr. person Kr. 4.630,- Tillæg for eneværelse: Kr. 1.275,- 

I priserne er incl. kørsel i moderne turistbus, dansk og tysk moms de anførte overnatninger med  morgenmad og aftensmad, kuffertservice og kurskat i Erfurt samt bidrag til rejsegarantifonden. 

Rejsen arrangeres i samarbejde med Todbjerg busser, der er teknisk ansvarlig og rejseledere er sognepræst Morten Skovsted, der også er historiker og Iben Krogsdal, der foruden at være uddannet rejseleder er uddannet i religionsvidenskab og har arbejdet intensivt med Luther de sidste par år.  

Programmet (med ret til ændringer):  
 
Dag 1: Udrejse 

Vi kører fra Hjortshøj kirkes p-plads tidligt om morgensen, onsdag d. 13. juni og ankommer sidst på eftermiddagen til det centralt beliggende Hotel Am Kaisersaal i Erfurt. Her vil vi tilbringe de næste to nætter. Vi spiser aftensmad sammen på den nærliggende restaurant, Zum alten Schwan, og der bliver også tid til at aftentur i byen.  

Dag 2: Wartburg og Erfurt 

Efter morgenmad kører vi til Eisenach, hvor middelalderborgen Wartburg ligger. Den er en af de bedst bevarede borge fra middelalderens Tyskland, og stedet hvor Luther holdtes skjult i knap et år, efter at han var blevet lyst i band på rigsdagen i Worms i 1521. Under sit ophold på Wartburg oversatte Luther Det Nye Testamente fra græsk til tysk. Vi ser bl.a. en del af salene og stuerne på slottet og også Martin Luthers arbejdsværelse. 
Efter besøget på Wartburg, er det muligt enten at køre med bussen tilbage til byen eller selv at vandre ned - gennem den smukke bøgeskov. Derefter er der tid til – sammen eller på egen hånd – at udforske Eisenach. Her er flere interessante steder at besøge. Martin Luther boede i byen nogle år hos familien Cotta, hvis hus i dag er et museum om hans tid i Eisenach. J.S. Bach blev født i Eisenach, og byen har et nyrenoveret Bach-museum.  
Efter frokosttid kører vi tilbage til Erfurt. Erfurt er en stor og smuk by med kønne huse langs floden, og det var her Martin Luther gik på universitetet 1501-05, hvorefter han levede i Augustinerklosteret indtil 1508. Vi får en rundvisning på Augustinerklosteret, inden vi spiser aftensmad sammen. Også denne aften bliver der tid til at gå en lille tur rundt i byen. En af seværdighederne er Krämerbrucke, den længste, komplet bebyggede og beboede bro i Europa og den flotte Domkirkeplads.   

Dag 3: Bad Frankenhausen, Eisleben og Torgau 

Vi kører fra Erfurt mod Wittenberg. Undervejs besøger vi flere forskellige attraktioner. Ved Bad Frankenhausen ligger ”Elefantenkloo”. Her finder vi et panoramamaleri af Werner Tübke, som viser scener fra  Bondeoprøret. Derefter kører vi til Eisleben, hvor Martin Luther både blev født og døde. Her er det muligt, sammen eller på egen hånd, at besøge nogle af Luther-mindestederne. Hans fødehjem er nu museum, og det er også muligt at besøge huset, hvor Luther døde i 1546. Det er også muligt at besøge den kirke, hvor Martin Luther holdt sine sidste prædikener.  

Sidst på eftermiddagen fortsætter vi de sidste kilometer til Wittenberg, hvor vi skal overnatte i to nætter på Luther Hotel Wittenberg, hvor vi også spiser aftensmad.

Dag 4: Wittenberg 

Lutherstadt Wittenberg blev tidlig berømt for det universitet, som kurfyrste Frederik den Vise grundlagde i 1502. Formiddagen anvender vi til en samlet vandretur gennem den gamle bydel. Vi begynder ved den gamle eg uden for byporten, hvor Luther brændte pavens bandbulle i 1520. Videre går vi ad Collegienstrasse til Stadtkirche, hvor Bugenhagen var sognepræst, og hvor Luther også prædikede. I den anden ende af byen er Slotskirken (universitetskirken) med Luthers og Melanchthons grave og bronzedøren med Luthers 95 teser. 

Om eftermiddagen går vi til Lutherhaus, det gamle Augustinerkloster, hvor Luther levede fra 1511 til sin død. I dag er her et righoldigt museum i flere etager med spændende vinkler på Martin Luthers og Käthes (Luthers hustru) farverige liv.  

Om aftenen spiser vi aftensmad på hotellet, og tager afsked med Wittenberg.  

Dag 5: Hjemrejse 

Vi spiser morgenmad og kører nordpå. På vejen hjem har de to rejseledere planlagt en spændende overraskelse, men vi tør ikke gennemføre uden at få grønt lys af rejsedeltageren, så den tager i op på hyggeaftenenen i januar.  

 

 

Del dette: